Alle magnetiske flowmålere er bygget op omkring et målerør i et ikke magnetisk materiale – oftest i metal for at sikre størst mulig stabilitet. Udenfor målerøret er placeret 2 spoler, der laver magnetfeltet, mens de to måleelektroder er ført gennem røret i målerens
horisontale plan.
Målerøret beklædes med et ikke-ledende materiale for at isolere elektroderne fra hinanden. En beklædning/foring føres normalt hele vejen gennem målerøret og afsluttes udenpå tilslutningsflangerne. Hermed sikres det, at kun 2 materialer er i forbindelse med mediet, nemlig foring og elektroder.
Indenfor de sidste 50 år er den magnetisk induktive flowmåler blevet det foretrukne valg indenfor industri og forsyningsvirksomhed, primært på grund af egenskaber som enkel installation og minimalt vedligehold.
Princippet har dog væsentlig flere år på bagen, og de første forsøg kan dateres helt tilbage til 1831, hvor Michael Faraday gennem en række forsøg opdagede den magnetiske induktion.
Princippet i den magnetiske flowmåler er baseret på Faraday's lov om induktion, der siger: "Hvis man bevæger en elektrisk leder igennem et magnetfelt, så vil der vinkelret på lederens bevægelsesretning opstå en spænding, der er ligefrem proportional med lederens bevægelseshastighed." I den magnetiske flowmåler er det mediet, der er lederen, og man kan således kun måle væsker der har en elektrisk ledningsevne, typisk større end 5uS/cm. Princippet kan derfor ikke benyttes på olier og organiske opløsningsmidler!
Læs mere om den magnetiske flowmåler her